// November 13th, 2010 // No Comments » // Beretninger
Et hjem uden en kat, er et hjem uden en kat. Og det går virkelig ikke. Siden vi drog til Sverige har jeg savnet at blive stirret nedladende på og behandlet med komplet ligegyldighed. På nær selvfølgelig når der er mad eller nus i farvandet. Vi fandt Sveriges svar på Kattens Værn, Kattkommando Syd! Og med sådan et navn er det jo tydeligt, at they mean business! Vi hørte på et par katte først, som det så ikke kunne blive, og jeg havde egentlig skrevet, at jeg havde besluttet mig for at vente til efter jul. Men så skrev de tilbage, at der var en kat, der akut havde brug for et sted at være. Selma.
I noget tid havde hun åbenbart futtet rundt i et boligkvarter uden et hjem og nu var fodring altså blevet forbudt. Vinteren nærmer sig og gode råd er dyre, så kunne vi tage katten? Det kunne vi self! Det viste sig, at den ældre dame, der havde fodret katten nu også havde taget den indenfor i et seperat rum væk fra hendes andre katte, som ikke lige brød sig om nybyggeren. Damen og Selma boede i Ljungby, men vi tilbød at køre derop at hente den, for Christian ELSKER jo at køre og desuden var det tydeligt for enhver kort-kigger, at Ljungby ligger midt i Mummi-land. Det skulle self opleves!
Afsted drog vi og lagde hårdt ud med en mindre GPS-smutter, der tog os til Båstad (dér bor ingen fattige mennesker). Pæn by. Besat af tennis og smørebrød. Og vinterbadning så det ud til. Sikkert fabelagtigt om sommeren. Det er taget ad notam. Vi lagde Båstad bag os og drejede skarp til højre indlands. Hen til trægrænsen. Der hvor civilisationen stopper og Mummi-land begynder. Nu er der muligvis nogen, der vil mene at Mummierne kun bor i de finske skove, men det er jo indlysende at nogle af dem må have krydset grænsen. Turen gennem skovene var en flashback til USA. Laaange lige veje og få andre biler på tur. Ljungby var faktisk ok størrelse og tydeligvis området “storby”.
Vi fandt frem til det lille rækkehus, hvor katten angiveligt skulle være. Undefor stod en mindre dame med langt hår og joggingsæt og røg. Vi identificerede os og hun lyste op i et kæmpesmil. Det viste sig at være datteren til den ældre dame, der boede i rækkehuset og som altså havde taget katten ind. Aina hedder hun. Hun var en tynd gråhåret dame i 70′erne. Sød og livlig og med et stort hjerte for katte. Hun havde selv to og nu altså også Selma, den herreløse.
Vi blev budt på kaffe og småkager – og da jeg jo ikke drikker kaffe, så måtte jeg have et glas Julmost! Det smager lidt som en blanding mellem Cola og hvidtøl! Den er et kæmpe hit i Sverige ved juletid, og der findes også en tilsvarende de så drikker til påske. Skik følge eller…drik kaffe. Det var tydeligt, at et eller andet skulle man da have! Så ned gled mosten. 
Aina er nummer 11 ud af en børneflok på 14! Hun stammer fra Skåne, men er altså nu endt mere nordlig. Hendes mand døde for 10 år siden og selvom hendes hørelse og syn ikke var, hvad det havde været, så var hun i vældig godt humør. Hun spøgte med, at naboen var et plejehjem, så der var ikke så langt, når nu den tid kom. Hun var meget bekymret for hvordan det nu skulle gå med katten, men mest var hun bare glad for at den fik et hjem. Hun fortalte, at den var kommet til nabolaget sidste år – da var den ikke ret stor. Hendes nabo som på det tidspunkt var en dame med i nærheden af 20 katte tog sig af den, men den var stadig ude det meste af tiden. Senere flyttede hun og efterlod katten. Der havde vist været en vældig stank fra det hus. Aina begyndte jo så at fodre den, men kunne jo ikke have den selv og så gik jagten på en løsning ind.
Hun var ikke sikker på om det var en hun eller en han. Hun havde egentlig troet det var en hun og kaldt den Maja, men nu var hun ikke så sikker mere. Vi kunne heller ikke rigtig beslutte os. Vi fik 2 transportkasser med hjem. 1 hvor lågen var i – den var til rejsen. Og 1 hvor lågen manglede – den var bare til katten, for den kunne hun godt li at ligge i. Derudover fik vi også noget mad med. Der manglede ikke noget – slet ikke hjertevarme.
Hende og datteren havde et fantastisk samspil – de så tydeligvis meget ofte hinanden.
Selma/Maja/han/hun var ikke vild efter at komme ned i transportkassen, men det kom den dog alligevel og turen hjem gik aldeles uden problemer. Den sagde ikke en lyd og rørte sig ikke af flækken.
Vel hjemme i Klagshamn stillede vi kassen på sengen i gæsteværelset og åbnede lågen. Det var hun da ligeglad med. Hun skulle ingen steder. Ved sengetid sad hun der endnu, så der lod vi hende pænt være. Mad og tissekasse indenfor rækkevidde.
