alabast.dk

Hærvejen, del 2 – dag 7

// August 6th, 2007 // No Comments » // Beretninger

Lørdag, 4. august 2007 

Kl. 8 blev vi vækket af Ricky Martin, der tilsyneladende havde lejet en vogn med lad og nu kørte rundt i Jels og spillede “Vida Loca” mens en gæv jyde brølelde: GOD MORGEN! I Jels er man en del af byfesten, hvad enten man vil eller ej; der var morgenmad på motellet og alle havde at stille. Vi pakkede og drog ud af jels bedst som godtfolket begyndte at trække op mod ølteltet til det store gratis sildebord, der startede serveringen kl. 11. Fremragende by!

Lørdagen blev lang og var, egentlig havde vi ikek tænkt at gå så langt, men den teltplads vi havde satset på, kom MEGET før vi troede (Café Ellegaard), så vi besluttede at nappe en bid mere. Før Ellegaard havde vi gået i fredelig plantage, men nu steg sværhedsgraden flere nivauer, og mere end en gang randt eventyrfilm fra Hollywood mig i hu – scenariet var en Indiana Jones-film værdigt.  Der var dårligt en sti; i så fald var det højest en dyresti – til mus! Bregnerne var mandshøje og overalt lå brombær på lur med deres stikkende fangarme og jeg kanalisrede min vrede ud i en indre mail til Skov- og naturstyrelsen – i det midste kunne de da sætte en advarsel op: medbring selv machete!

Ved Prisens Høj gik vi for langt, fordi der manglede et skilt – så måtte vi lige gå 2 km ekstra. Æv. Videre gik det gennem plantage, men ved Nørre Å skiftede terrænet igen. På dette tidspunkt var det bagende varmt, og Max halsede som en gal. Vi rundede et hjørne , og så var den der. Åen. Det var max imidlertid ikke, vi hørte kun et plask, så lå han der og svømmede rundt med tasker og det hele. Han kunne ikke rigtig komme op ad skrænten igen med tasker på, så Christian måtte ned og hjælpe dem af ham, det var hyl!

Efter åen stod den på dyresti igen og denne gang var det op ad bakke. Meget op ad bakke. max var de tobenede meget overlegen i denne diciplin og kom flere gange tilbage efter os, fordi han syntes vi gik for langsomt. Herefter kom vi igen ud på farbar vej, men vi var lidt i tvivl om, hvor vi skulle stoppe; der var nemlig ingen lejrplads på dagens rute, så det gjaldt om at finde en egnet mark. Omkring 15 km-mærket gik vi ind for at spørge en bonde om vand og rast for natten. Han havde godt hørt vi kom, for “a hund a gaffe.” Han mente der var et godt sted et par kilometer fremme, så vi måtte på den igen. Mor og jeg havde ventet ude på vejen, mens Christian var inde at spørge om vej, og inden han nåede tilbage igen havde bondens nabo fået øje på os. Han kom ud og gloede i overalls, hentede så konen, så gloede de sammen – hun i æbleform og laksefarvet t-shirt. Vi fik vist alle noget for pengene.

Vi endte på en græsmark lige uden for Jegerup; de høster i baggrunden.

Hærvejen, del 2 – dag 8

// August 4th, 2007 // No Comments » // Beretninger

Søndag, 5. august 2007

Vi vågnede til varme i teltet og det blev kun værre som dagen skred frem. Det første stykke fra Jegerup til Vojens var allerede ret hedt (Jegerup så forresten lidt bedre ud længere inde). I Vojens kom vi over en stor græsplæne, hvor vi holdt rast. En mand kom kørende og begyndte straks at trave ligeud, mens han lastede godbidder og bolde. En mand, der lagde spor. Da han var færdig kom han over og snakkede. Hunden var en Schæfer og de trænede i politihundeklubben. Det var hans 3. hund – den første havde han været til DM med to gange, men den her havde han forsømt lidt. Han dirigerede os videre og udpegede REMA 1000 på kortet.

Vi fortsatte igennem en lille skov og lige ud ved ishocky-hallen, så var han der igen. Han var kommet i tanke om, at vi da kunne få et lift ind at handle og tilabge igen – han skulle jo alligevel vente på sporet. Chris satte sig forrest, og jeg hoppede ind til Laban. Da vi kom tilbage fortsatte vi kun kort til en dejlig plæne med store egetræer, hvor vi holdt rast fra 12-15. Chris og jeg lavede en knivstangsmanøvre ind efter aftensmad – det var ulideligt varmt, så vi tog en time mere i skyggen, inden vi gik videre. De sidste 5 kilometer gik mest op og ned og varmen var dræbende. Efter en hård tur nåede vi Christiandals vandkraftsværk, hvor den dejligste perle åbenbarede sig. Her holdt vi rast under Lindetræet og iagttog en flok unge mennesker på slap line overfor.

Vi så forresten manden med hunden Laban igen ved Tørring Mølle. Fantastisk sted. Pladsen her gør Christian filosofisk; det lyder ikke sundt.

Hærvejen, del 2 – dag 9

// August 3rd, 2007 // No Comments » // Beretninger

Mandag, 6. august 

Vi stod op sammen med ko nr. 81. Hun var hoppet af reden, som hun og hendes venner ellers nidkært havde gumlet på dagen i forvejen. Disen lå over engen, og inden kl. 7 var vi afsted, og det var allerede varmt! Vi gik godt til og nåede Vedsted 9.30. Det var en fin lille by med 2 præstegårde og en skøn lille Spar-købmand. Butikken var lille, men den var velassorteret, og der var en lind strøm af kunder. Parret, der havde butikken, kendte self alle og langede Hjemmet og Famile Journalen over disken som var det lunt franskbrød. De gamle kom med deres hunde uden snor, og man lod bilen stå i tomgang udenfor.

Videre gik det over marker med smuk udsigt. Mor og Chris fandt en vinbjergsnegl; det var lige en naturoplevelse! Vi kæmpede os frem i varmen, vores tidsplan lød på, at vi skulle nå størstedelen af vejen inden kl. 12, for så vidste vi godt, det ville blive for varmt. Vi kravlede ind på rastepladsen ved Immervad og lagde ud med bare at sove ½ time. Så spiste vi frokost og så sov vi igen. Kl. 15 gik vi de sidste 2 kilometer mod Hovslund stationsby. Det var de længste 2 kilometer i verden; varmen steg op fra den smletende asfalt og ikke en skygge faldt på vejen – et læhegn tog al den gode vind, inden den nåede os – helvede er en landevej i Sønderjylland.

Hovslund Stationby er en stationsby, hvor toget aldrig stopper – hvor ingen vist stopper mere, bortset fra tiden. Bygningerne var forsømte og man hørte ikke en lyd nogen steder. Vi fandt dog lidt liv på en bænk mellem 2 parceller: to meget provensielt udseende drenge, der vist ikek lige var på vej på uni i morgen. De fortalte os bedredvilligt hvor lejrpladsen var – lidt længere fremme ad stien. Der var på velsignet vis en spritny spejderhytte der med dejligt shelter og bord-bænke-sæt i baghaven. Himmelsk! Vi skulle siden finde ud af, at grunden til, at spejderhytten var helt ny var, at nogen havde sat ild til den gamle sidste år!

Vi parkerede mor, Max og taskerne og så gik Christian og jeg ud efter proviant. Byens eneste købmand skulle vise sig at være godt camufleret; vi var faktisk ved at gå forbi den i første omgang. De solgte nemlig biler i indkørslen, motorsave ude foran og først i 3. lag var dagligvarerne – og lad det være sagt med det samme; det var længe siden smileyordningen havde været forbi. Den korpulente dame ved disken lignede heller ikke en, der vimsede omkring med en støveklud ved enhver given lejlighed, men de havde øl og frosset oksekød, så vi kunne bikse en gang Miraculi spaghetti sammen. Det var prima. Espeditionen er alt i alt glad og tilfreds. Eneste skår i glæden er, at min soleksem nu også har bredt sig til hals og arme (jeg gik i lange bukser i dag for at skåne bimserne). Jeg kan ikke også gå i lange ærmer i 30 grader, så i morgen tager vi bussen til Rødekro (7 km.) og venter med at gå videre til eftermiddag, hvor det skulle blive mere skyet, så håber vi det stilner lidt af med varmen i overmorgen.

Hærvejen, del 2 – dag 10

// August 2nd, 2007 // No Comments » // Beretninger

Bussen ankom planmæssigt 7.18 og vi steg glade ombord i expressen. Det tog ca. 10 minutter, så var vi i Rødekro. Nu gik jagten på en bager ind. Det var ikke svært, for Rødekro er en meget lille større by. Vi indtog vores rundstykker som sprittere – på en bænk ved byens hovedgade. Herfra kunne vi følge byens liv og vente på at boghandlen og Mr. Herrehuset åbnede. Mor og jeg entrede boghandlen inden den stakkels mand havde fået båret alle tingene ud på gaden, hvilket ganke var ved at tage pippet fra ham. Vi fandt det vi var kommet efter: Kunsten at græde i kor, vi har nemlig allerede efterfølgeren, men den ville vi jo ikke læse før vi havde ædt den første. Vi købte også et par postkort, men motiverne var ret ens på dem alle sammen, hvilket ekspedienten kommenterede emd et: “Der er æt så møj at se i Rødekro”. Vi spurgte ham til Hjordkær, som vi var på vej til – vi var bekymrede for, om der var indkøbsmuligheder der. Det var der. Han boede selv i Hjordkær og der var bl.a. en glimrende Brugs, som han selv boede lige overfor, “der sker endnu mindre i Hjordkær.” Vi fortalte, at vi var blevet bekymrede efter at have været i Hovlund. “Uha! Ja, det er helt galt. Der er jeg født, jeg flyttede for 3 år siden.” Vi nævnte, at de dog havde en dejlig spejderhytte. “Ja, den er helt ny – der var nogen der var så flinke at brænde den gamle ned.” Vi vendte også den sjove købmand – den var såmænd startet udelukkende som bilforretning, men så gik konen og kedede sig, så hun åbnede så den særprægede butik.

Således opdateret med den lokale sladder drog vi mod Hjordkær, men først forbi Rise Kirke; den var flot, og der var en prima teltplads, synd man ikke skulle sove der. Det var ved at være ret varmt, så det var lange 6 km. ad smålandeveje og grusstier. Jeg havde et TYKT lag solcreme på, og det holdt faktisk eksemen nede. Vi gik ind i Hjordkær gennem industrikvarteret og man fik allerede her indtrykket af en mere levende by. Der var en stor rundkørsel og her stod fem unge håbefulde vandrende fyre, der så lidt desorienterede ud – de havde fuld oppakning og en cykeltrailer. De lignede en flok rollespillere, den ene i kilt og cowboyhat. De var på hærvejstur; de skulle den modsatte vej og må altså lige være startet. Vi morede os ved udsigten til at de skulle gennem plantagen ved Bække med den vogn. Hvad havde de mon i den? Øl? Foloren skildpadde til 20 dage? Vi ved det ikke, og vi er kede af, at vi ikke spurgte. De havde kun et lille kort i en bog, så jeg gruer for deres videre færd, hvis de allerede er på vildspor ved Hjordkær.

Lejrpladsen lå ved spejderhytten, og efter at Christian havde fået flyttet møbler og tasker rundt på pladsen, fordi hab kunne lugte hestetis, faldt vi til ro. Brugsen var ganske rigtigt fin, og vi købte ind til burgers. Efter en opringning til “nr. 10″ fik vi også en nøgle, så vi kunne komme i bad – DET trængte vi til. Christian havde også købt ny t-shirt i Rødekro, så han var nærmest genfødt.

Hærvejen, del 2 – dag 11

// August 1st, 2007 // No Comments » // Beretninger

Tirsdag, 8. august

Nu er vi for alvor kommet sydpå; jeg forstår ikke længere, hvad folk siger, når de står i den lokale brugs og taler med hinanden. Vi startede tidligt fra Hjordkær, og dagens stræk var langt og lige og med grus på hele vejen til Kliplev; vi havde sat os for at nå Pouls Bro inden frokost. Turen bød ikke på mange oplevelser; Chris tog nogle af mine ting, fordi jeg er begyndt at få ondt i min højre fod. Vi passerede endnu en golfbane – der er virkelig basis for en guide mere her: Hærvejen i en golftaske. Vi nåede Poul Bro allerede kl. 10.30, så vi besluttede at nappe hele vejen til Kliplev kirke inden frokost. Som sagt så gjort.

Kliplev er en by med mange lastbiler, men virker ellers hyggelig og solid. Vi fandt et grønt hjørne ved kirken og holdt rast et par timer. Mor og jeg så på kirken efter frokost – STOR udenpå, mindre indeni – og rodet. Ikke køn. Altertavlen var meget sær. Jesus kom springende frem, kampberedt med Dannebrog på ryggen lige ned mod en flok desillusionerede soldater, der mest lignede romerske legionærer. Højst besynderligt. Efter frokosten havde heden sat ind, og de sidste kilometer til pladsen var hårde. Mor og jeg gjorde holdt ved spejderhytten, mens Christian gik ud for at lede efter den rigtige plads, man kunne se på kortet. Han fandt den lidt inde i en skov, så her drak vi Barolo til 120 kr. Overvurderet druesaft!

Hærvejen, del 2 – dag 12

// July 30th, 2007 // No Comments » // Beretninger

   Onsdag, 9. august

Den sidste del af turen var meget hård for mig, Min fod fjorde nu så ondt, at jeg stort set ikke kunne bære en skid og hele tiden haltede rundt 100 meter bag de andre. Næste år skal jeg have støvler på; mine lede er for svage til at klare det i sandaler, tydeligvis.

Der skete ikke så meget på turen andet end at jeg langsome med sikkert flyttede mere og mere over i Christians taske. Padborg var en del mindre end vi havde troet. Vi havde besluttet at afslutningen skulle fejres med en tur på en kro eller pizzaria eller noget i den stil, men den eneste kro vi fandt, ville ikke have hunde ind. Max kvitterede ved at gø af deres mandshøje skilt ude foran i 5 stive minutter. Skiltet var formet som en mand, og det var Max dælme ikke tryg ved!

Vi endte med at finde vej til deres butikstorv, hvor de i det mindste havde en fremragende Brugs, hvor vi indkøbte lækkerier, vi indtog på plænen foran.

Efter et par timer kom Kent efter os, og vi pakkede alt vores bras ind i Alfaen og kørte hjemad, men inden vi kom for godt igang måtte vi naturligvis lige se, hvor den rigtige rute endte; vi var gået fra den, dengang vi gik mod butikstorvet. For enden af Hærvejen er der en flot grænsebom, som en lokal forening går og passer, og så var der ellers skilte videre in i Tyskland! Den sti vil ingen ende tage! Det ser vi på næste år…