alabast.dk

Hærvejen, del 2 – dag 1

// August 12th, 2007 // No Comments » // Beretninger

Søndag den 29. juli 2007

Dagen startede i Ingers Puddelsalon i Funder Kirkeby. Vi havde sovet i 5 timer, og vi var godt ristede efter Anne Katrines bryllup lørdag. Med Ingers hjemmebag i maven, kørte vi til Odense, hvor vi straks gik i gang med at pakke til vandreturen. Jeg havde pakket i rationsposer allerede fredag, så taskerne skulle egentlig bare fyldes. Og det blev de. Max havde 3 kg i sin taske, jeg har 15 og Christian lige omkring 20. Vi kører den sædvanelige fordeling; Christian bærer maden, jeg bærer teltet – enhver bærer sit eget tøj. Vi har regntøj med i år, fordi det simpelthen har været den vådeste sommer i mands minde (mands minde er 8 dage som Erhardt Jacobsen sagde). Da alt var pakket slæbte vi taskerne ud i bilen og klemte Max ind mellem 2 rygsække. Kent kørte, og vi startede med at samle mor op; hendes rygsæk vejede ca 10 kg. Kortene til turen lod vi ligge på bordet, så dem måtte Kent køre HELE vejen tilbage efter senere. Fra Jelling til Odense og tilbage igen!

Det var vi imidlertid lykkeligt uvidende om på den første tur til Jelling. Vi ankom kl 18 og lagde hårdt ud med at finde en kro. Jelling Kro havde åben og efter en hurtig rundspørge af tjeneren ved de andre borde, fik Max lov til at komme med ind. Han kvitterede med fremragende opførsel. Vi bestilte sommermenuen – det var også den eneste de havde, sååå…. Tun til forret, okse/kylling til hovedret og is til dessert. God jævn dansk mad. Max fik vand og også lidt af kyllingen.

Så var turen ligesom skudt i gang, og vi drog mod campingpladsen ved Fårup Sø for at slå telt op for natten. Det var her vi opdagede at kortene manglede. Mens Kent kørte tilbage efter dem, fik vi teltene op og gik en aftentur i Jelling Skov. Der fandt vi en golfbane, sært nok. Den lå ved Jelling Friluftsgaard (Abrahamsens gård), som er lavet til Hærvejsvandrere. Det var en bygning med gode toiletter og “madpakkerum” – alt sammen opvarmet og åbent. Flot tillid til borgerne.

Elsker pandelampen. Elsker Kent. Kortene ligger her i teltet, og i morgen er det bare ud af pladsen og til højre, så er vi officielt igang!

PS: Er Kent her alligevel? Nogen snorker ihvertfald som et savværk i naboteltet, så er det alligevel ferie som det plejer. Aaahhhh.

Hærvejen, del 2 – dag 2

// August 11th, 2007 // No Comments » // Beretninger

Mandag, 30. juli 2007

Det regner. I byger godt nok, men de kommer til gengæld med 5 minutters mellemrum. jeg har lavet en stol og sidder i teltet og venter – det skulle nemlig klare op senere (jeg har DMI på speed dial). Max sidder udenfor i sin medfødte regnjakke og holder vagt. 9.55. Har lige haft en lille time med ophold og lidt sol. Vi nåede at indtage de forudbestilte rundstykker på en bænk og læse lidt avis, inden der kom en ny skylle. Vi skal være ude kl. 11. Så må vi håbe, at det passer, at det bliver opklaring senere.

Det blev det ikke…eller dvs. delvist. Vi tog afsted 10.30, og det startede godt. Der var ophold og solskin det første stykke mod Bredsten, men senere vendte bygerne tilbage. Turen gik ud ad små landeveje, og vi har bemærket en tendens i den små haver: bede med afskæringsblomster. Der er meget bakket omkring Jelling, så der var et par seje træk, men til sidst nåede vi Bredsten. Eller dvs. 2 km. fra Bredsten, så Christian og jeg trampede ind efter frokost og aftensmad, mens mor og Max vogtede taskerne i en indkørsel under et tæt æbletræ – det var naturligvis begyndt at byge-regne igen.

Bredsten var en stille by præget af grills og cementblandere. Med hjælp fra en lokal, fandt vi Brugsen, hvor kassedamen ikke vidste, hvordan en porre så ud, og hvor de ikke havde viskestykker. Efter en kort frokost drog vi videre og slog på et tidspunkt ind på Bindeballestien, som tilsyneladende er en regional cykelsti, der går helt til Vejle. Omkring Vingsted begyndte det PISSE ned – vedvarende. Det fortsatte lige til vi nåede Ravning gamle station; stien vi gik på går samme sted som der i sin tid løb skinner. Ved stationen skulel der være en primitiv lejrplads, og som man gik der i regnen, håbede man, at en kro ville dukek frem af disen, eller dog i det mindste bare Scandic, for tanken om at ligge i telt i regnen var modbydelig. Vi krydsede en vej, og der var lejrpladsen – LIGE ved siden af en kopi af en mindre lagerbygning som de dengang brugte til mindre gods. Derinde var der tørt og godt og rigeligt med plads til at sove mellem de 3 bord-bænke-sæt.

Det var himmelsk! En appelsin i turbanen – en kanelgiffel i en streng slankekur – vi kunne næsten ikke tro det! Vi hang straks alt vores våde tøj op og indtog hytten. Aftensmaden smagte som var det Michelinmanden SELV, der havde lavet den: Kyllingelår og hvedekerner med grønt. Mums. Nu sidder vi her efter at have besøgt det lille museum, der er indrettet inde i selve den gamle stationsbygning. Der ligger åbenbart en gammel vikingebro her også – den største bro i Danmark indtil Lillebæltsbroen kom (selvom jeg stadig vil mene, at det snarere er en høvlet sti, de vikinger har anlagt).

Der holder en bil oppe ved åen, den har holdt der længe. Vi formoder, at nogen er ved at læsse et lig af. Mor foreslår noget så mondænt som fiskeri, men MON DOG!? Nu er der kommet en bil mere, måske er det Barnaby, selv om det godt nok ikke ligner en Jaguar.

Kaffen er brygget. Kanelgiflerne snurrer over blusset og vi venter spændt på den mand, vi formoder må komme kl. 20 og låse museet. Bare han ikke smider os ud. I nat bliver det sommer.

Epilog: Kl 22 havde vi slukket lyset og var gået til ro, så kom opsynsdamen. Hun stak hovedet ind og blev lidt forskrækket over Max som satte sig ned og gøede sit dybeste vuf. Han er blevet meget vagthund ligesom på sidste tur. Folk og hunde får en vuffetur af en anden verden, og han løber ikke ud og hilser på som han plejer. “Åh, I er krøbet i ly – det forstår jeg godt, men det må man vist ikke – det er noget med forsikringen, men jeg har bare ikek set jer. Hun smilede og lukkede igen. Så åbnede hun igen og bedyrende, at hun lige ville låse et toilet op igen. MEGET sødt af hende; det reddede vores nat.

Hærvejen, del 2 – dag 3

// August 10th, 2007 // No Comments » // Beretninger

Tirsdag, 31. juli 2007 

Max stod atter op kl. 6. Kiggede ud – sommeren var ikke kommet. Sov lidt igen. Stod op for alvor kl 8.30, mor sad og læste ved bordet. Vi fik noget gryn og pakkede så sammen for at komme afsted. Vi blev snart overhalet indenom af en gruppe pensionister med vandrestave; vi fik dem dog snart lagt bag os (de stoppede nemlig op) og fortsatte ud ad Bindeballestien. Frokosten var planlagt til Bindeballe Station, og vi ankom da også planmæssigt kl. 11. Mor og jeg havde døjet noget med sten i skoene, men ellers ingen problemer og frem for alt ingen regn! Det var dog stadig overskyet, men pyt.

Bindeballe viste sig at være områdets turismetropol. Stationen var nedlagt og lavet om til museum og på den anden side ad gaden lå Bindeballe Købmandsgaard – en købmand/museum. Der var en masse herligt gammelt nostalgisk købmandsgods og nogle overprisede produkter. Vi tog godt fra. Mor fik the-beholder, jeg fik sæbe og Christian fik chokolade. De havde desværre ingen viskestykker. Nederen.

Frokosten indtog vi på bord-bænkesæt ved stationen. I køkkenet kunen man låne gryde og komfur, så vi kogte 6 æg (17 kr.). Højdepunktet påd et diminutive museum var nok øjenvidneberetningen fra det største uheld nogensinde i banens historie. Et avisudklip berettede i volumniøse vendinger, der ikek lader Ekstra Bladet noget tilbage, om uheldet på stationen, hvor et ankommende tog var kørt op i et holdende med “rasende høj fart”. Øjenvidnet havde stået på første parket forrest i toget – åbenbart ved en åben dør. Han havde set, hvad der ville ske og ihukom med rædsel de øjeblikke, hvor han vejede for og imod at springe af toget, der som sagt kørte med vanvittige 60-70 km/t. En korpulent dame stod i vejen, men hun sprang åbenbart til sidst – det var ihvertfald hvad vidnet gjorde, så han fik en flænge i panden og et ømt knæ. han magtede i sin tilredte tilstand ikek at hjælpe andre og sluttede sig derfor til “de andre sårede”. 5 måtte på hospitalet. Om vores helt var en af dem, melder historien ikke noget om, men sikkert er det, at meget er sket siden katastrofen på Bindeballe Station og det har bombebælte på.

Efter frokost sadlede vi op igen og en lokal turist fortalte os, at der ventede bakker forude. Det havde han ret i – bakker og en meget nysgerrig hest. Undervejs fik vi også selskab af en dansk-svensk gårdhund, som knurrede af Max, men til sidst nåede vi frem til rastepladsen. Den viste sig at være privat og permanent beboet af en mand med en campingvogn, en schæfer og et stort Isabella fortelt. Han var bror til hende, der havde pladsen, så han viste os toilettet og vi fik betalt for opholdet ved søsteren. Hun solgte bekvemt nok også slotspilsnere. Skål! Senere viste det sig, at fastliggeren ikke boede alene i vognen – der var også en kone og et barn. Meget sært.  Ellers var pladsen skøn! Solen kom frem, vinden løjede af, og Christian tændte bål. Alt var perfekt.

Maden var strålende – tørret kød og grønt havde debut. Det var til UG. Ved 19-tiden ankom en sted-forvirret hollænder på cykel. Han var på vej hjem fra Sverige.

Hærvejen, del 2 – dag 4

// August 9th, 2007 // No Comments » // Beretninger

Onsdag, 1. august 2007 

“Den gik i baglås,” udbrød han begejstret, da han vendte tilbage fra sit aftentoilette. “Jeg måtte kravle ud af vinduet!” Det var Christian, der ganske rigtigt havde været længe afsted. han havde fået hidkaldt de derboende håndværkere, som vu selvfølgelig formoder er polakker, og her til morgen er der atter adgang til det lille toilet, så et eller andet HAR de fixet; jeg turde dog ikke låse døren…

Ellers en dejlig og rolig nat, ikke kold og ingen regn. her til morgen skinner solen, og vinden har lagt sig. Vi havde da heller ikke gået mere end en times tid, da vi smed regnjakkerne, og de kom ikke på igen, for det blev en summende lun dag. Terrænet var meget vekslende – fra asfalt til bittesmå, knapt synlige, gange langs dyreindhegninger – og også et stykke, der var fredet, hvor de gamle hjulspor var bevaret. Det får jo en til at toppe op og fundere lidt over, hvordan man bevarer sådan nogle hjulspor…har man mon en hammel vissen vogn med et øg foran, der kører fast frem og tilbage et par gange om ugen? Et eller andet MÅ der ske – alle der har en have ved, hvor beregnende og invasiv ukrudt er! Som jeg sidder her og skriver arbejder en mælkebøtte sig stor og kraftfuld lige midt i min perlestensbelagte indkørsel! Jeg VED det bare!

Nå, videre med dagens referat. Dagens dramatiske højdepunkt, var da vi nær var gået i en å, men det blev afværget, og vi kom på rette spor igen – Max gik dog lige en tur i vandet, for en sikkerheds skyld.

Dagens by og primære mål, var Bække. Det første man bemærker ved området omkring Bække er, at 2 kilometer er væsentligt længere end de er andre steder i landet. Der blev VED med at være 2 kilometer til Bække, og vi begyndte at frygte, at vi gik i ring! Vi gik dog kun forbi Hamborgstenen en gang, den har fået sit navn efter en lilel by, der ligger lige i nærhden. Den var meget stor og meget grim og vejede 50 tons (Bække må have haft besøg af en utrolig stor badevægt på et tidspunkt for at kunne uddrage DET faktum). Den er 1 million år gammel og kommer fra Finland; den kørte med isen herned og har engang oplevet den ære at være mål for Harald Blåtands gunst, men så blev lavede Svend Tveskæg ballade derhjemme, så Harald måtte lade stenen ligge. Ikke langt derfra var der en dejlig lejrplads, hvor vi fik tanket op og til vores store overraskelse læste, at der skulle være en lejrplads mere, 6 km derfra, lige i den retning vi skulle. Vi troede ellers, at vi skulle sove på en mark den nat, men her var måske chancen for en bedre ordning?

Vi fortsatte mod Bække, der lå for enden af verndens længste grussti! Det var en lykkelig lille by med velplejede haver og sågar en turistinformation – hvad Bække så lige skal med sådan en? Kroen var lukket (hrrummf), men Dagli’ Brugsen havde det dejligste bord-bænke-sæt ved parkeringspladsen. Ledigt var det, hvoraf man kan udlede, at der heller ikke er nogen bumser i Bække.  Her spiste vi frokost i solskin og forsøgte at undvige det faktum, at der var 6 km tilbage endnu. Vi overvejede rutebilen som hele tiden var i fart fra busstationen overfor – gamle damer og unge mødre i evig vekslen mellem Bække og Vejen og endda Jels.

Vi endte nu med at tage taskerne på igen og lagde Bække bag os. Igennem Asbo, hvor hvert ENESTE hus havde en eller flere hunde; den første alarmerede resten, og vi blev på den måde GØET gennem byen. Der var gang i den. Vi drejede mod syd og nu gjaldt det om at holde øje med den sagnomspundne lejrplads, vi havde læst om lige før Bække. Vi troede vi havde den ved Mannehøj, men først en kilometers penge længere var der gevinst. Et lille vissent skilt bebudede, at der var en lejrplads oppe ad stien. Og sikke en sti. For enden lå en gård og en mindre sti ind mellem nogle dystre graner. 500 meter derinde var pladsen. Den var gammel, men god. Bålplads og bord-bænke-sæt (som vi lige først skulle slæbe fra en lysning og hen til sovepladsen). Vi lagde os straks i græsset og tog en lur og en masse sol.

Nu har vi lige spist Skagengryde og fået aftenkaffe – hvilen sænker sig. I morgen skal vi finde ud af plantagen, det skal nok blive spændende; jeg har set både rævesakse og målskiver på min recon-tur. 

Hærvejen, del 2 – dag 5

// August 8th, 2007 // No Comments » // Beretninger

Torsdag, 2. august 2007

Så er vi i Sønderjylland! Vi sov længe i dag og kom først afsted kl. 10; vi holdt ud længe i går takket være det gode vejr og Christians møghyggelige bål, han kunne slet ikke holde op med at lede efter brænde. Vi var bagud på point fra starten, fordi vi “skyldte” et par kilometer fra i går, dvs. vi stod foran 17 stålsatte kilometer. Vejret var godt, og det blev hurtigt varmt nok til t-shirts. Vi passerede endnu en golfbane og en meget hyggeligt lille by fyldt med tyske håndværkere; der bliver mere og mere tysk jo længere vi kommer. En landmand læssede køer og hans hund, Smut, som var en meget trind sort labrador, kom ud og hilste på.

Inden længe var vi i Vejen, en summende provinsby, der altså bare havde liiige lovligt meget trafik i hovedgaden, men der var et dejligt butikstorv med en stor Kvickly som vi raidede. Med rygsækkene pakket til bristepunktet med frokostsager og frosne rejer, gik vi videre for at finde et bord-bænke-sæt, dette herlige møbel som al vores spejderånd kredser omkring. Vi troede vi vile finde det ved vandrehjemmet, men vi fandt aldrig rigtig vandrehjemmet, så i stedet slog vi os ned ved Dagli Brugsen i Askov. Askov var en umådelig velplejet by. Det skyldes muligvis, at byen er fyldt med efterlønnere, der skal have tiden til at gå. Vi mødte en af dem ved Brugsen ved gadekæret, netop som vi var ved at koge æg og anrette frokost på en palle, vi havde lånt af Brugsen. Han kom kørende på sin lille røde pensionist el-cykel, og så snart han så os, øjnede han chancen for en snak. Han underholdt med egne erfaringer fra en ungdom på motorcykel i Norge, og konen, og æggene og turen til Vejen, hvor jeg i øvrigt godt kunne huske, jeg havde set ham ved grønthandleren.

Det sidste stykke på dagen gik forbi Skibelund Krat, hvor Christian målrettet og med rejst pande gik durk forbi et hotel. Stor viljestyrke! Og lige lurk ind i en skov, hvor vi i øvrigt gik vild, men heldigvis havde vi kompasset med, så vi kunen se, at den var gal og få rettet ind. Det kostede en kilometer ekstra, og det var MEGET HÅRDE sidste kilometre til Kongeåen og Frihedsbroen, men det holdt, og ved et lykketræf var det tilladt at overnatte lige på den anden side.

Vi lagde os straks og tog en slapper, men en gruppe jyder i kano fik os op igen og i gang med teletene – sæt de nu også skulle overnatte! Det skulle de ikke, men det var nu godt for noget alligevel, for 5 minutter efter stod det ned i stænger og det fortsatte i 1½ time! Aftensmaden blev lavet i teltet, og mor kom på visit – det var hyggeligt.

Hærvejen, del 2 – dag 6

// August 7th, 2007 // No Comments » // Beretninger

Fredag, 3. august 2007

Vejen til Jels er brolagt med vand. Selvom der ikke faldt en dråbe vand fra oven i dag, var vi våde fra fusserne og op til knæene, da vi trampede ind i Jels. Det startede ellers meget normalt gennem en plantage, men så kom vi til køerne. Som så ofte før gik Hærvejen igennem en indhegning med dyr, og det her var en meget stor parcel fyldt med sortbroget dansk kvæg i alle størrelser. De havde fået meget regn og fornøjede sig med at trampe rundt i det; denne ivrige omrøring havde skabt store sumpområder med vand og komøg, som vi skulle igennem. Vi gik modvilligt til opgaven, og da vi endelig fik svuppet os vej til enden af indhegningen, og det vi formodede måtte være fortsættelsen på Hærvejen, var der et hegn med el i. Det kunne jo dårligt passe, men det syntes at være den eneste vej; det skulle senere vise sig at være fordi den slagne vej var oversvømmet. Vi forcerede indhegningen med kortholderen som værn mellem os og elektrochok og drog videre langs den svulmende Kongeå. Ved Knagmølle opstod imidlertid en ny forhindring. Vejen videre var oversvømmet – faktisk var den nu bare en del af åen. Christian og Max gik først og så kom vi efter med vand til knæene og søbund under fødderne.

Da vi nåede Skodborg var alle nogenlunde tørre igen, og Christian og jeg lavede en knivstangsmanøvre ind i centrum af byen, der var hyggeligere og mere driftig end navnet lader ane. Vi spiste ude på marken i solen med brægende patruljerende får som vidner. Resten af turen gik igennem smuk og sine steder våd skov, inden Jels tonede frem. Og lad det være sagt straks – der er gang i Jels. De var på andendagen af deres årlige byfest, så de summede og havde flag i hovedgaden.

Jels Søcamping var lille, men utrolig hyggelig. Vi drog ud for at finde mad efter at teltene var slået op og kroppene renset under bruserne. Jeg havde skudt en pose lakridser som min salttrang sugede op på kort tid – jeg drømmer fortsat om de lakridser fra Jels. I guder, de var gode! Der var ret dødt på festpladsen, så vi opgav og gik imod byen igen. Der var folk overalt, og det var ligesom de gik og ventede på noget – snart så vi hvad.

Et optog. Anført af sambapiger og så ellers hele Jels’ erhvervsliv på “sjove” vogne bagefter. Der var ALT lige fra Husmoderforeningen, jægerne, det frivillige brandkorps til restauranter og banker. De smed med karameller og brandbilen strintede lidt vand. Der var mange vogne, og Max kunne IKKE lide dem med sambatrommerne. Flotteste indlæg stod den lokale rendegraver for. Den traktor var ENORM og den strålede som om, han lige havde pakket den ud af æsken. Føreren så MEGET alvorligt og stift frem for sig; han var aldeles upåvirket af, at folk der kendte ham, råbte ham an. Lige bagefter optoget kom støvsugerbanden: børn med bæreposer, der sikrede at ALLE karameller blev samlet op. Hele herligheden trommede sig ned til pladsen, som nu blev fyldt til bristepunktet. På vejen hang folk på fortovene i festtøj, unge som gamle, og snakkede med hinanden; selv inde i husene blev der holdt fest. Der var ingen, der ikke deltog på en eller anden måde.

Vi gik i Brugsen og handlede lidt aftensmad. Miracoli spaghetti med kød – det holder!  Bagefter hoppede vi i kassen, vi vågnede dog brat igen kl. 24, hvor Jels besluttede sig for at gå Tivoli i bedene og lave KÆMPE fyrværkeri ud over søen. Jeg gik fra liggende til stående stilling, inde i teltet, i 1 bevægelse, mens jeg brølede: TYSKEN KOMMER! Man er vel i Sønderjylland…