Brev 3 fra Ama
// November 7th, 2007 // Amas Breve
Det tredje brev er dateret 19/01/07, hvilket simpelthen MÅ være en fejl, for på det tidspunkt havde jeg slet ikke sendt pakken afsted endnu, og på kuverten fra Togo står der da også: maj 07. Jeg modtager det først i juni 07.
Det er Amas onkel, der er ved pennen igen, denne gang for at fortælle hvilken stor glæde min lille pakkepost har bragt. Det er tydeligt, at det har skabt stor glæde i familien og stor glæde hos Ama, der tilsyneladende knus-elsker sin nye bamse.
Der er nye billeder med af Ama, og der er enormt stor forskel på de billeder og så det første, jeg modtog af en forkølet, betuttet lille skabning. Hun stråler! Hun krammer sin lille bamse i sin nye bluse, hun er vokset og hun ser sund og livskraftig ud. Det er en ubeskrivelig glæde, der fylder mig der i juni, mens jeg står ved køkkenbordet og læser brevet og ser på billederne. Jeg er overvældet og rørt. Min veninde skrev senere i en kommentar på min blog at: man ikke er blevet rørt før et lille barn har holdt om ens finger. Ama holdt om min finger den sommerdag i juni.
Jeg skrev bagefter på min blog:
Det er 3 måneder siden, jeg sendte den forede A4-kuvert afsted med sit barnlige indhold: En lyserød t-shirt, en lille bamse og et brev på ubehjælpeligt fransk. Jeg havde faktisk glemt alt om det igen, men nu ligger der pludselig en lille nusset kuvert i min postkasse og emmer af støv, varme og alle savannes lyde. Den er stemplet i Republikken Togo for lidt over 2 uger siden; en gæst fra det mørke Afrika.
Det lette håndskrevne brev er tæt pakket med glæde og stolthed og to billeder printet ud på papir. Det er Ama. Hendes lille 5-årige mørke ansigt er oplyst af et stort hvidt smil. Hun er til lejligheden stadset op med grønne øreringe, et imponerende halssmykke og en fin lyserød nederdel – og så dér – lige dér i Afrika – den lille t-shirt jeg købte i H&M en kold dag i februar. I armen krammer hun energisk den lille sandfarvede bamse, jeg tog med i farten oppe ved kassen. Hun ser pavestolt ud.
Brevet beretter om den store glæde særligt bamsen har gjort i Amas liv. Hun bærer den rundt alle steder med et lille stykke tøj, hun binder om kroppen. Det er hendes onkel, der har skrevet brevet. Det er det altid; han er tilsyneladende den bedst uddannede i familien, og han sætter en stor ære i at skrive og fortælle mig om, hvad familien har brugt de penge til, som jeg sender derned, og det er ikke småting, de kan få klemt ud af 100 kr.
Det er mageløst at sidde heroppe i al sin overflod og gøre så stor en forskel i en anden families liv. Det minder mig om at være taknemmelig. Om at mine problemer er små. Og om den banale sandhed, som jeg bare altid synes at glide væk fra i det daglige arbejdsræs: at lykken ikke hænger sammen med saldoen på min konto.
Hvornår har jeg sidst set så oprigtigt lykkelig ud, som Ama gør på det billede?
Det var ikke, da jeg købte den bluse til 900 kr., jeg havde på til min gode vens eksamensfest, eller sidst Alfa Romeoen var blevet vasket – ikke engang da jeg endelig fik lagt de nøje indkøbte italienske fliser på mit køkkengulv.
Nej, det var da jeg åbnede Amas lune brev fra Afrika.
