Hærvejen, del 2 – dag 6
// August 7th, 2007 // Beretninger
Fredag, 3. august 2007
Vejen til Jels er brolagt med vand. Selvom der ikke faldt en dråbe vand fra oven i dag, var vi våde fra fusserne og op til knæene, da vi trampede ind i Jels. Det startede ellers meget normalt gennem en plantage, men så kom vi til køerne. Som så ofte før gik Hærvejen igennem en indhegning med dyr, og det her var en meget stor parcel fyldt med sortbroget dansk kvæg i alle størrelser. De havde fået meget regn og fornøjede sig med at trampe rundt i det; denne ivrige omrøring havde skabt store sumpområder med vand og komøg, som vi skulle igennem. Vi gik modvilligt til opgaven, og da vi endelig fik svuppet os vej til enden af indhegningen, og det vi formodede måtte være fortsættelsen på Hærvejen, var der et hegn med el i. Det kunne jo dårligt passe, men det syntes at være den eneste vej; det skulle senere vise sig at være fordi den slagne vej var oversvømmet. Vi forcerede indhegningen med kortholderen som værn mellem os og elektrochok og drog videre langs den svulmende Kongeå. Ved Knagmølle opstod imidlertid en ny forhindring. Vejen videre var oversvømmet – faktisk var den nu bare en del af åen. Christian og Max gik først og så kom vi efter med vand til knæene og søbund under fødderne.
Da vi nåede Skodborg var alle nogenlunde tørre igen, og Christian og jeg lavede en knivstangsmanøvre ind i centrum af byen, der var hyggeligere og mere driftig end navnet lader ane. Vi spiste ude på marken i solen med brægende patruljerende får som vidner. Resten af turen gik igennem smuk og sine steder våd skov, inden Jels tonede frem. Og lad det være sagt straks – der er gang i Jels. De var på andendagen af deres årlige byfest, så de summede og havde flag i hovedgaden.
Jels Søcamping var lille, men utrolig hyggelig. Vi drog ud for at finde mad efter at teltene var slået op og kroppene renset under bruserne. Jeg havde skudt en pose lakridser som min salttrang sugede op på kort tid – jeg drømmer fortsat om de lakridser fra Jels. I guder, de var gode! Der var ret dødt på festpladsen, så vi opgav og gik imod byen igen. Der var folk overalt, og det var ligesom de gik og ventede på noget – snart så vi hvad.
Et optog. Anført af sambapiger og så ellers hele Jels’ erhvervsliv på “sjove” vogne bagefter. Der var ALT lige fra Husmoderforeningen, jægerne, det frivillige brandkorps til restauranter og banker. De smed med karameller og brandbilen strintede lidt vand. Der var mange vogne, og Max kunne IKKE lide dem med sambatrommerne. Flotteste indlæg stod den lokale rendegraver for. Den traktor var ENORM og den strålede som om, han lige havde pakket den ud af æsken. Føreren så MEGET alvorligt og stift frem for sig; han var aldeles upåvirket af, at folk der kendte ham, råbte ham an. Lige bagefter optoget kom støvsugerbanden: børn med bæreposer, der sikrede at ALLE karameller blev samlet op. Hele herligheden trommede sig ned til pladsen, som nu blev fyldt til bristepunktet. På vejen hang folk på fortovene i festtøj, unge som gamle, og snakkede med hinanden; selv inde i husene blev der holdt fest. Der var ingen, der ikke deltog på en eller anden måde.
Vi gik i Brugsen og handlede lidt aftensmad. Miracoli spaghetti med kød – det holder! Bagefter hoppede vi i kassen, vi vågnede dog brat igen kl. 24, hvor Jels besluttede sig for at gå Tivoli i bedene og lave KÆMPE fyrværkeri ud over søen. Jeg gik fra liggende til stående stilling, inde i teltet, i 1 bevægelse, mens jeg brølede: TYSKEN KOMMER! Man er vel i Sønderjylland…
