Hærvejen, del 2 – dag 3
// August 10th, 2007 // Beretninger
Tirsdag, 31. juli 2007
Max stod atter op kl. 6. Kiggede ud – sommeren var ikke kommet. Sov lidt igen. Stod op for alvor kl 8.30, mor sad og læste ved bordet. Vi fik noget gryn og pakkede så sammen for at komme afsted. Vi blev snart overhalet indenom af en gruppe pensionister med vandrestave; vi fik dem dog snart lagt bag os (de stoppede nemlig op) og fortsatte ud ad Bindeballestien. Frokosten var planlagt til Bindeballe Station, og vi ankom da også planmæssigt kl. 11. Mor og jeg havde døjet noget med sten i skoene, men ellers ingen problemer og frem for alt ingen regn! Det var dog stadig overskyet, men pyt.
Bindeballe viste sig at være områdets turismetropol. Stationen var nedlagt og lavet om til museum og på den anden side ad gaden lå Bindeballe Købmandsgaard – en købmand/museum. Der var en masse herligt gammelt nostalgisk købmandsgods og nogle overprisede produkter. Vi tog godt fra. Mor fik the-beholder, jeg fik sæbe og Christian fik chokolade. De havde desværre ingen viskestykker. Nederen.
Frokosten indtog vi på bord-bænkesæt ved stationen. I køkkenet kunen man låne gryde og komfur, så vi kogte 6 æg (17 kr.). Højdepunktet påd et diminutive museum var nok øjenvidneberetningen fra det største uheld nogensinde i banens historie. Et avisudklip berettede i volumniøse vendinger, der ikek lader Ekstra Bladet noget tilbage, om uheldet på stationen, hvor et ankommende tog var kørt op i et holdende med “rasende høj fart”. Øjenvidnet havde stået på første parket forrest i toget – åbenbart ved en åben dør. Han havde set, hvad der ville ske og ihukom med rædsel de øjeblikke, hvor han vejede for og imod at springe af toget, der som sagt kørte med vanvittige 60-70 km/t. En korpulent dame stod i vejen, men hun sprang åbenbart til sidst – det var ihvertfald hvad vidnet gjorde, så han fik en flænge i panden og et ømt knæ. han magtede i sin tilredte tilstand ikek at hjælpe andre og sluttede sig derfor til “de andre sårede”. 5 måtte på hospitalet. Om vores helt var en af dem, melder historien ikke noget om, men sikkert er det, at meget er sket siden katastrofen på Bindeballe Station og det har bombebælte på.
Efter frokost sadlede vi op igen og en lokal turist fortalte os, at der ventede bakker forude. Det havde han ret i – bakker og en meget nysgerrig hest. Undervejs fik vi også selskab af en dansk-svensk gårdhund, som knurrede af Max, men til sidst nåede vi frem til rastepladsen. Den viste sig at være privat og permanent beboet af en mand med en campingvogn, en schæfer og et stort Isabella fortelt. Han var bror til hende, der havde pladsen, så han viste os toilettet og vi fik betalt for opholdet ved søsteren. Hun solgte bekvemt nok også slotspilsnere. Skål! Senere viste det sig, at fastliggeren ikke boede alene i vognen – der var også en kone og et barn. Meget sært. Ellers var pladsen skøn! Solen kom frem, vinden løjede af, og Christian tændte bål. Alt var perfekt.
Maden var strålende – tørret kød og grønt havde debut. Det var til UG. Ved 19-tiden ankom en sted-forvirret hollænder på cykel. Han var på vej hjem fra Sverige.
