Hærvejen, del 2 – dag 2
// August 11th, 2007 // Beretninger
Mandag, 30. juli 2007
Det regner. I byger godt nok, men de kommer til gengæld med 5 minutters mellemrum. jeg har lavet en stol og sidder i teltet og venter – det skulle nemlig klare op senere (jeg har DMI på speed dial). Max sidder udenfor i sin medfødte regnjakke og holder vagt. 9.55. Har lige haft en lille time med ophold og lidt sol. Vi nåede at indtage de forudbestilte rundstykker på en bænk og læse lidt avis, inden der kom en ny skylle. Vi skal være ude kl. 11. Så må vi håbe, at det passer, at det bliver opklaring senere.
Det blev det ikke…eller dvs. delvist. Vi tog afsted 10.30, og det startede godt. Der var ophold og solskin det første stykke mod Bredsten, men senere vendte bygerne tilbage. Turen gik ud ad små landeveje, og vi har bemærket en tendens i den små haver: bede med afskæringsblomster. Der er meget bakket omkring Jelling, så der var et par seje træk, men til sidst nåede vi Bredsten. Eller dvs. 2 km. fra Bredsten, så Christian og jeg trampede ind efter frokost og aftensmad, mens mor og Max vogtede taskerne i en indkørsel under et tæt æbletræ – det var naturligvis begyndt at byge-regne igen.
Bredsten var en stille by præget af grills og cementblandere. Med hjælp fra en lokal, fandt vi Brugsen, hvor kassedamen ikke vidste, hvordan en porre så ud, og hvor de ikke havde viskestykker. Efter en kort frokost drog vi videre og slog på et tidspunkt ind på Bindeballestien, som tilsyneladende er en regional cykelsti, der går helt til Vejle. Omkring Vingsted begyndte det PISSE ned – vedvarende. Det fortsatte lige til vi nåede Ravning gamle station; stien vi gik på går samme sted som der i sin tid løb skinner. Ved stationen skulel der være en primitiv lejrplads, og som man gik der i regnen, håbede man, at en kro ville dukek frem af disen, eller dog i det mindste bare Scandic, for tanken om at ligge i telt i regnen var modbydelig. Vi krydsede en vej, og der var lejrpladsen – LIGE ved siden af en kopi af en mindre lagerbygning som de dengang brugte til mindre gods. Derinde var der tørt og godt og rigeligt med plads til at sove mellem de 3 bord-bænke-sæt.
Det var himmelsk! En appelsin i turbanen – en kanelgiffel i en streng slankekur – vi kunne næsten ikke tro det! Vi hang straks alt vores våde tøj op og indtog hytten. Aftensmaden smagte som var det Michelinmanden SELV, der havde lavet den: Kyllingelår og hvedekerner med grønt. Mums. Nu sidder vi her efter at have besøgt det lille museum, der er indrettet inde i selve den gamle stationsbygning. Der ligger åbenbart en gammel vikingebro her også – den største bro i Danmark indtil Lillebæltsbroen kom (selvom jeg stadig vil mene, at det snarere er en høvlet sti, de vikinger har anlagt).
Der holder en bil oppe ved åen, den har holdt der længe. Vi formoder, at nogen er ved at læsse et lig af. Mor foreslår noget så mondænt som fiskeri, men MON DOG!? Nu er der kommet en bil mere, måske er det Barnaby, selv om det godt nok ikke ligner en Jaguar.
Kaffen er brygget. Kanelgiflerne snurrer over blusset og vi venter spændt på den mand, vi formoder må komme kl. 20 og låse museet. Bare han ikke smider os ud. I nat bliver det sommer.
Epilog: Kl 22 havde vi slukket lyset og var gået til ro, så kom opsynsdamen. Hun stak hovedet ind og blev lidt forskrækket over Max som satte sig ned og gøede sit dybeste vuf. Han er blevet meget vagthund ligesom på sidste tur. Folk og hunde får en vuffetur af en anden verden, og han løber ikke ud og hilser på som han plejer. “Åh, I er krøbet i ly – det forstår jeg godt, men det må man vist ikke – det er noget med forsikringen, men jeg har bare ikek set jer. Hun smilede og lukkede igen. Så åbnede hun igen og bedyrende, at hun lige ville låse et toilet op igen. MEGET sødt af hende; det reddede vores nat.
